Fie, mor og pædagog, fik hjælp i Dit Rum til sine tre mindre børn, da far fik tilbagefald til stofferne. Sammen med psykologen Cindie fik Fie og børnene skabt en fælles fortælling, som børnene kan læne sig op ad, når det gør ondt. For det gør ondt, når far er ude af stand til at være en del af familien.
En dreng, der ville snakke om sin far HELE tiden. En dreng, der skreg hver gang, talen faldt på far. Og en lillesøster på halvandet år, der ikke kunne huske sin far.
Sådan var situationen tilbage i 2020, da Fie blev alene med sine tre små børn efter, at børnenes far forsvandt ud af deres liv ovenpå først en døgnbehandling og så et tilbagefald til stofferne. Og det var en svær tid for familien, også fordi Fie var i tvivl.
Åbenhed – men hvor meget?
“Jeg synes, det var svært at finde ud af, om jeg gjorde det rigtige. Jeg har lige fra starten valgt at være ærlig omkring det med far over for børnene og resten af familien, fordi jeg ville have, det var noget, vi skulle kunne tale åbent om. Men jeg var i tvivl om, hvor meget jeg egentlig skulle sige, for hvor går grænsen for, hvad en 6-årig skal have at vide? Der er jo forskel på nice to know og need to know”, fortæller Fie, der selv arbejder som pædagog.
“Jeg sagde, at far spiste nogle ulovlige piller, der ikke hjalp ham og som var anderledes end dem, man får hos lægen, og som man jo godt må tage. Men jeg havde behov for at blive bekræftet i, at det var det rigtige at sige, og det var virkelig rart at få anerkendelse for min åbenhed i Dit Rum. Jeg synes også, jeg har fået faglig viden og strategier til at tale om det i takt med, at børnene bliver større.”
Legeterapi hos psykolog
De to ældste drenge, William og Noah, fik legeterapeutiske forløb hos Cindie, psykolog i Dit Rum. Og deres behov var vidt forskellige, forklarer Fie.
“William snakkede meget om far, og for ham var det rart, at han i Dit Rum havde et sted med tid og fokus på netop det. Cindie og han knyttede sig til hinanden på en helt særlig måde allerede første gang, og han fik sat flere ord på det, der foregik. Og så hørte han om tingene fra en anden end mor, hvilket også var godt. Cindie brugte Williams egne ord til at skabe en fortælling, og det fik noget til at falde på plads i ham og skabe mere ro.”
Williams historie kom til at handle om den ”fuck-hjerne-bjørn”, som far får besøg af, og som gør, at han spiser piller og ikke kan passe på sig selv og sine børn.
Noget andet til lillebror
Lillebror Noah havde brug for noget andet, for han skreg hver gang, der blev talt om far.
“For Noah var det svært at snakke og han ville hellere lege. Vi fandt ud af, at han er det, man kalder et skyggebarn, og at han får noget ud af det, når William taler om tingene. Men jeg synes også, vi lærte at se hinanden på en ny måde. Det har taget tid, men nu er han blevet mere åben og har fået større selvværd. I dag tør han sige, når ting er svære.”
Svære stunder
Lillesøster var med til familiesamtaler, og selvom hun også har et savn, er det anderledes end storebrødrenes. For hun kendte ikke sin far. Derfor er William og Noah også hårdere ramt i perioder.
“December er rigtig svær, fordi alle taler om det, de skal i familien. Og det rækker også ind i året efter. Det er jo stadig som et sår, der bliver ved med at bløde, når de lever med uvisheden om deres far. De har blandt andet spurgt, om vi får besked, hvis far dør… Men jeg synes, der er kommet mere ro på familien, og det fylder meget mindre end tidligere.”
Fie har også familie at læne sig op ad og hun og børnene har stadig et tæt forhold til fx farmor og farfar og onklen.
“På den måde er alle klar til at gribe børnene, når der er brug for det. Vi har en fælles fortælling nu”, siger hun.