Praktikant: Glæd dig!

Sidse er psykologi-studerende, og så har hun været i praktik i Dit Rum. Læs, hvad hun fik ud af det, og hvad hun især tager med sig.

Pst! Ring på 24 23 03 00 eller skriv til ditrum@glostrup.dk, hvis du kunne tænke dig at få en kæmpe oplevelse og praksiserfaring i arbejdet med at hjælpe børn og forældre, når der er misbrug i familien.

 

  • Hvorfor ville du gerne i Dit Rum – et behandlingstilbud til børn, der vokser op med misbrug i familien?

    ”Jeg synes, det lød som et enormt meningsfuldt tilbud, og så kunne jeg godt lide aldersspændet fra spædbørn over skolebørn til forældre. Det med den tidlige, forebyggende indsats i forhold til misbruget, giver så god mening.”

 

  • Hvad har du lavet i din praktiktid?

    ”Jeg har været med i Babygrupper, Børnegrupper, Mini-grupper, familiesamtaler, individuelle samtaler – jeg har fået et virkelig godt indblik i det hele.”

  • Hvad har du fået ud af det?

    ”Jeg har fået en masse ud af det! Jeg er både blevet rørt, og har udviklet mig fagligt og professionelt. Jeg har fået forbundet teori og praksis og fået en masse erfaring.
    Jeg synes, arbejdet med familierne er sindssygt spændende. Her i huset kigger man på sammenhænge, helheder og relationer – til børnene, forældrene og partnerne. Det er så vigtigt med de relationer, for både når det går godt, og når vi bøvler med noget, er det jo tit forbundet med vores relationer. Jeg synes, at behandlingen i Dit Rum er lidt som at gå til tandlægen og få en rodbehandling.
    Jeg er også meget optaget af den mentaliserende tilgang, som er den tilgang, medarbejderne i Dit Rum har. Det er en åben og nysgerrig tilgang, som ser bagom adfærden. Og den viser, hvordan noget, der ellers kan virke som uhensigtsmæssig adfærd, kan give god mening for personen.

 

  • Hvad har overrasket dig?

    Hvor tillidsfulde og generøse familierne har været over for mig! Jeg er taknemmelig for at have været med på en del af deres rejse. Det har også overrasket mig, hvor kompetent, jeg har kunne føle mig her. Jeg er blevet set som ligeværdig af de andre i Dit Rum.

 

  • Hvad vil du sige til den næste praktikant?

    Glæd dig! Og hold dig ikke tilbage! Du skal ikke være bange for at tage initiativ eller engagere dig, for der bliver taget godt imod det. Hver gang jeg har været i tvivl om noget, har jeg set det som små gaver til mig selv. For så kunne jeg spørge de andre og lære endnu mere.

 

  • og et godt råd!

    Man bliver træt, når man starter på en ny arbejdsplads med alle de indtryk og mennesker. Så sørg for ikke at have kalenderen fuld af planer den første tid.

 

Sidse tager især fem ting med sig fra praktikken:

  • At tilbyde brugen af fx billedkort og ord i behandlingen – hvordan redskaber kan åbne for samtalerne.
  • Hvordan man skaber den terapeutiske relation. Fx ved at spejle eller forstørre følelser.
  • Hvordan arbejdet i de terapeutiske grupper fungerer, både processen og dynamikkerne.
  • Den mentaliserende tilgang, som gør det muligt at se bagom adfærd.
  • At det er muligt at føle sig kompetent, selvom man ikke har så stor erfaring.