Forælder

Kan du mærke, at din søn eller datter har det svært? Virker han eller hun meget alene, eller er der problemer i skolen? Tænker du, at han eller hun kunne have brug for en snak – eller at hygge sig med andre på samme alder i nogenlunde samme situation?

Eller har du en baby på armen og en kæreste, der har et misbrug – eller har du selv et (eller har haft det)?

Så gør lige som andre og få hjælp i Dit Rum.

DU ER HJERTELIG VELKOMMEN TIL AT KOMME FORBI TIL EN KOP KAFFE – og du forpligter dig ikke til noget. RING til 24 23 03 00

Alle børn og unge under 25 år, der har en far eller mor, søster eller bror med et misbrug, kan få luft og fællesskab i Dit Rum.

Vi hjælper alle børn, der er pårørende og mellem 0 og 25 år. (Hvis du har større børn, så kontakt pårørenderådgiver Anja Engmann – se nederst).

Hvis du er gravid og enten har en kæreste med et misbrug eller selv har et (eller har haft det), kan du også få et eller flere tilbud. Læs mere under gravid

Se, hvad børn synes er vigtig viden til forældre/de voksne om misbrug (T-shirtsene er lavet af Børnegruppen i samarbejde med UngeEksperterne)

Dit Rum er også for mindre børn

Dit Rum er børnenes rum. Vi møder børnene i øjenhøjde, så vi kan snakke om både det gode, det sjove og det svære. Vi bruger fx tegninger, figurer og kort til at snakke ud fra og hygger tit i vores bålhytte.
Som forælder inviterer vi dig til en forsamtale, hvor du kan høre mere om, hvordan vi arbejder. Du vil også blive inddraget i det, vi gør for din søn eller datter  – og fx blive inviteret med ind i slutningen af samtalerne. Vi tror på, at forældre er børnenes vigtigste ressourcer, og derfor lytter vi altid – og dømmer ingen.

Ring og hør mere på 24 23 03 00.

 

Er dit barn mellem 0 og 5 år?

Vi tilbyder Familiegrupper til de 0-5 årige – og deres forældre.

I familiegruppen mødes vi en gang om ugen. Vi spiser, leger og snakker om emner i familien. Der er tre faste elementer i gruppen:

  • Løs snak, mens vi spiser nybagte boller
  • Børnerunden, hvor vi har fokus på børnene og emner som mad, søvn, lege, sange, massage, udvikling.
  • Voksenrunden, hvor det handler om parforholdet og familien og fx emner som tillid, skam og skyld, glæde og vrede.

Er du i tvivl om, det er noget for dig? Læs Karens historie eller læs Sofies historie.

 

Er dit barn mellem 6 og 25 år?

Børn og unge bliver påvirket, når far, mor eller en anden i familien tager stoffer eller drikker for meget. Men det kan være svært at få talt om følelser og problemer. Unge har ikke altid lyst til at dele det, de fornemmer, med forældre og venner. Derfor kan det være nemmere – og en lettelse – at snakke med nogen på samme alder og i samme situation. Eller have samtaler med en udenforstående voksen.

Vi har også børnegrupper og ungegrupper.

Ring og hør nærmere.

Dit barn kan få samtaler

Mærker du, at dit barn bekymrer sig for sin familie eller glemmer sine egne ønsker og interesser? Så kan en snak løsne op. Vi tilbyder samtaleforløb, hvor vi både dykker ned i det gode og det svære.

Familiesamtaler

Som forældre kan du være i tvivl om, hvad du kan fortælle dit barn og hvordan. I familiesamtalerne finder vi frem til, hvad der kan gøre en forskel i jeres familie.

Netværkssamtaler

Måske er samarbejdet med dit barns lærer gået i hårdknude? Måske tænker du, at din veninde kunne være en støtte for dit barn, men at hun ved for lidt?

I netværkssamtalen samler vi de vigtigste personer omkring dit barn. Alle samtaler planlægges med dig (og dit barn) på forhånd. Formålet er at få netværket fx familie, en ven, en lærer eller en sagsbehandler til at forstå barnets verden og handlinger – og sammen finder ud af, hvordan dit barn får den bedste støtte.

Læs mere om vores måde at arbejde på

Ring til os, hvis du tænker, at noget af det her, kan støtte og hjælpe dit barn.