Mor: Jeg føler, vi kæmper sammen

Der gik flere måneder, før Sofie takkede ja til at starte i Familiegruppen i Dit Rum med sin baby. ”Det har jeg virkelig fortrudt,” siger hun i dag. For i Familiegruppen kan hun være 100 procent ærlig om kærestens misbrug.

Det var under en samtale med pårørenderådgiver Anja Engmann, at Sofie først hørte om Dit Rum. Og nej, det var ikke noget for Sofie, at møde op i Familiegruppen med babyen og møde andre, der også var kæreste med en misbruger. Hun frygtede, at det ville være noget med at sidde i en rundkreds og hælde ud af sig selv.

”Jeg tænkte, det var sådan noget: Hej, jeg hedder – og nu skal høre min historie. Det er slet ikke mig, og desuden var det jo min kæreste, der havde et problem, ikke mig. Men Anja spurgte senere, om jeg nu var helt sikker, og om Marie ikke skulle ringe til mig. Og så sagde jeg alligevel ja,” siger Sofie.
Og noget føltes rigtigt for Sofie.

”Den måde, man bliver taget imod på allerede i telefonen: Det var ikke bare som om, man var et nyt medlem – men virkelig kærligt og forklarende: At det ville være så dejligt, hvis jeg kom, og at alle de andre var i samme situation som mig. Allerede ugen efter var jeg herinde første gang,” siger Sofie, som er opvokset i en kernefamilie med tjek på tingene og aldrig har turde nærme sig hash eller stoffer. Så for hende var alt det med misbrug en komplet fremmed verden.
Derfor var hun også ualmindelig spændt på, hvem de andre i gruppen ville være.

Første gang i Familiegruppen

”Hele vejen herhen tænkte jeg: Tænk, hvis der er nogen, jeg kender. Og da jeg så kom ind, opdagede jeg, at jeg havde set den ene kvinde før, og at hun faktisk har været kæreste med min kæreste engang. Det var ubehageligt, men så begyndte hun at fortælle meget åbent, og så følte jeg også, at jeg kunne blotte mig. Vi var her jo af den samme årsag. Så det endte med at være helt okay,” siger Sofie.

Deltagerne i Familiegruppen er – ind til videre – alle kvinder, nogle gravide, andre er på barsel. Nogle har selv tidligere haft et misbrug, andre har en partner, der har et misbrug.
Sofie vil for alt i verden nå alle de møder i Familiegruppen, hun kan nå under sin barsel.

”Jeg har virkelig fortrudt, at jeg ikke takkede ja med det samme, så jeg kunne nå at være her flere gange, inden jeg skal starte på arbejde. Her kan jeg være 100 procent ærlig, og jeg føler, at vi kæmper sammen, selvom vi er vidt forskellige. Vi kan jo spejle os i hinanden og give hinanden gode råd,” siger Sofie.
Løgne, skam, skyld, men også kærlighed, værdier og tilgivelse er nogle af de emner, der kan tages op i Familiegruppen.

” Jeg kan godt lide, at vi er med til at bestemme, hvad der skal foregå og hvad vi skal snakke om, og at vi også laver noget for børnene, for det er jo dem, der er det vigtigste,” siger hun.

Kæresten bliver et monster

Sofie har oplevet vold og aggressioner, pludselig forsvinden og løgne fra kærestens side.
”Han er en dejlig kæreste, når han ikke tager kokain. Når han tager noget, bliver han til et monster, ” siger hun,
Sofie har sagt fra over for ham mange gange – og alligevel ladet sig overtale til at fortsætte. Og hun har selv holdt på hemmeligheder og løjet for familie og venner, selvom det ligger hende fjernt. For lige som for mange andre i Familiegruppen er det benhårdt for Sofie at opgive drømmen om at være en familie.

”Jeg har selv haft det sådan, at hvis jeg så noget i fjernsynet om kærester til misbrugere, tænkte jeg: Tag dig dog sammen, hvor svært kan det lige være at gå. Men når man selv sidder i det, er det så svært at give slip, det er så hårdt, at den man elsker så højt, kan gøre én så ondt, og samtidig har man nogle fælles drømme og tænker: Det kan da ikke bare være slut,” siger Sofie.

I dag bor Sofie ikke med kæresten mere og har sagt stop til, at de kan finde sammen igen, hvis han ikke vedbliver med at være clean – noget, han foreløbig har været i 5 uger.
Med andre ord: Han kæmper, mens Sofie håber på det bedste.

Sofie har valgt at være anonym og hedder noget andet i virkeligheden.