De fik hjælp til at tale med sønnen om fars misbrug

Mieke og Robert var ikke enige om, hvor meget deres søn på 10 år skulle vide om Roberts misbrug af hash. Robert havde fra flere sider fået at vide, at drengen ikke var gammel nok til at få besked. Men i Dit Rum skete der noget…

Der gik to måneder. Så satte Robert sig ned og skrev en mail til sin familie – heriblandt de tre ekskoner: Jeg har taget et tilbagefald.
Tilbagefaldet handlede om at ryge hash. Flere gram hver dag.
Hashen var grunden til, at han og Mieke i sin tid gik fra hinanden, da deres søn var halvandet år gammel. I mellemtiden er sønnen blevet 10 år og bor nu på skift hos mor og far.

Og selvom Robert aldrig har røget hash foran sin søn, tænker han, at sønnen nåede at opleve konsekvenserne af misbruget.

”Han har set mig påvirket. Jeg har været mere træt, fraværende og er blevet nemmere irriteret; jeg sov også meget af tiden, som man jo gør med hash,” fortæller Robert.

Forandret søn

Mieke blev glad for mailen fra Robert. Ikke for at høre om tilbagefaldet, men for at Robert meldte så åbent ud:
”Jeg synes, det var fantastisk, at han ville fortælle det til mig.”

Hun havde allerede mærket, at noget var forandret hos sønnen.
”Jeg tror, vores søn fornemmede et eller andet, som han ikke helt kunne sætte ord på. Han sagde, at han savnede sin far rigtig meget og var meget bekymret for ham. Vores søn kan blive helt sortsynet, især lige inden han skal sove. Han var fx bekymret for, at Robert var syg. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var rådvild; jeg kunne bare se den her bekymrede lille dreng,” fortæller Mieke.

Uenige forældre

Mieke synes, sønnen skulle have besked om misbruget og fandt ad omveje frem til Dit Rum. Men Robert og Mieke var langt fra enige om, hvad deres dreng skulle have at vide.

”Jeg har talt med fem psykologer, som alle mente, at man ikke kunne forsvare det over for vores søn. At vores søn ikke var klar til det. Jeg var bange for, hvad det ville betyde for ham,” siger Robert.

Omvendt insisterede Mieke på åbenheden. Hun er selv opvokset med alkoholproblemer i den nærmeste familie – og kender til, når ”spøgelset i huset” fylder.
”Jeg kan godt huske, hvordan det var, da jeg var 10 år, og vi aldrig snakkede om det i min familie. Jeg troede, jeg var alene om, at synes, at noget var rivende galt, og jeg begyndte at forestille mig, at det var mig, der var problemet. Jeg kunne efterhånden heller ikke mærke mig selv – om jeg var sur, ked af det, glad. Og ude i verden ville jeg helst bare være usynlig… Jeg ville ønske, at nogen havde talt med mig om det,” siger hun og fortsætter:

”Jeg ville ikke have det hele skulle starte forfra – bare med min søn. Og jeg ville heller ikke have, at min søn skulle blive vred på mig over, at jeg havde vidst det, men ikke gjort noget for ham,” fortæller Mieke.

Op i en krog

Robert kendte alt til Miekes forhistorie, så han sagde ja til at komme til samtaler i Dit Rum med Ina, der er psykolog i huset.

”Vi trængte Robert op i krog, vi to enige kvinder, ” siger Mieke med et grin.
”Ina holdt et lille oplæg om, hvordan børn observerer og fornemmer hemmeligheder. Det var helt fantastisk, og så sagde du ja – også for min skyld, kan jeg huske, at du sagde,” siger Mieke.

”Ja, jeg har før gjort ting i min terapi, som jeg ikke troede på, men som virkede. Og jeg har det sådan, at jeg ikke behøver at forstå det for, at det kan virke,” fortæller Robert.

”Det, der absolut slog hul på det for mig, var det om, hvor ensomt det er at være barn i den situation. Følelsen af at man er alene i verden. Det har jeg selv kæmpet med hele mit liv, og det skulle vores søn ikke også stå i,” siger han.

”Ja, det ramte lige i hjertet, lige i maven,” siger Mieke.

Smertefrit at sige det

Og så blev det – med Inas hjælp – fortalt til sønnen.
Robert sad tæt på døren, så han kunne stikke af fra Inas kontor, hvis han synes, det blev for meget.

”Men der skete ikke en dyt. Ingen brød sammen, og det var meget smertefrit at få det sagt. Ina førte ordet, og så supplerede vi undervejs. Ina fortalte, at Robert bruger hash, når han havde det svært – når han er vred eller ked af det – og at det ikke er så godt for ham. Men Ina sagde også, at Robert ved, hvor han skal gå hen for at få hjælp, så det skulle vores søn ikke gå og bekymre sig om,” fortæller Mieke.

Og noget hjalp tilsyneladende, for sønnen virkede lettet efter samtalen.

”Han var så glad bagefter. Han var træt af at tale, men han småhoppede af sted, som han gør, når han er glad. Og siden har han slet ikke være bekymret på samme måde. Bortset fra for 14 dage siden, da Robert var syg flere gange i træk. Så frygten er der. Men vi kan tale om det,” fortæller Mieke.

Ikke længere alene

Meget snak om samtalen eller misbruget har der ikke været siden. Kun én gang har deres søn spurgt til hash, fordi han så noget om det i fjernsynet. Men for dem begge er det egentlig også irrelevant, hvor meget deres søn har forstået af det med hashen.
”Det vigtige er at vide, at han nu ikke er alene med det. Og at der bliver taget hånd om tingene… Det er en kæmpelettelse at have fået hjælp. Tænk, at man bare lige kan komme ind, og så er der nogen, der ved, hvordan man skal forklare det til en 10-årig,” siger Mieke.

At Robert har været hash-fri i det seneste halve år har helt sikkert også betydning for sønnens mere ubekymrede selv. Robert er derfor stadig ikke sikker på, om det har virket at tale åbent om fars misbrug. Men Mieke tilskriver sønnens færre bekymringer snakken i Dit Rum. Og så er hun meget glad for Dit Rums tilgang til misbrug: At de, der har et misbrug, er lige så velkomne som de, der ikke har.

”Det er ikke opsplittet, som det er mange andre steder. Her er vi alle sammen om problemerne, og der er ikke nogen, der er mindre værd.”

Mieke og Robert står frem med egne navne, for de vil gerne bryde tabuet om misbrug. Men fordi deres søn skal have chancen for at vælge sin egen grad af åbenhed, har de ønsket at holde ham anonym i artiklen.