Anders og ensomheden

Anders havde som barn rent tøj på kroppen og mad nok at spise, og forældrene passede deres job. Måske var det derfor, at der aldrig rigtig skete noget, da han endelig som 14-årig fik fortalt på skolen, at både hans far og mor drak. Det er først nu – som 22-årig, at han har fået snakket om at være vokset op med alkoholmisbrug.

Så langt tilbage Anders kan huske, blev der drukket i weekenden og efter aftensmaden i hans barndomshjem. Så blev snakken mellem de voksne langsom for til sidst at gå helt i stå, når de voksne gik i seng. Hans mor allerede klokken 18.

”Der var ikke skænderier eller vold eller sådan noget, når de drak. De blev bare langsomme. Det, der skulle tage 5 minutter at sige, tog et kvarter. Det sværeste har faktisk været at få snakket med dem om det, der skete for mig,” siger Anders.

Holdt i kort snor

Han manglede efter eget udsagn ikke noget i sin barndom bortset fra opmærksomhed og det at få lov til at ytre sig, siger han.

”Jeg vil nok sige, at jeg blev holdt i kort snor. Jeg fik ikke lov til at sige min mening, og jeg var meget alene. Jeg tror, det har gjort mig følsom i det, og måske har jeg heller ikke helt lært det sociale. Jeg havde det ikke godt socialt i min folkeskole, og jeg har ikke lært at forsvare mig mod mobning. Men mine forældre forsøgte da at gøre noget ved mobningen, så jeg vil ikke sige, jeg har manglet kærlighed,” siger Anders.

Der gik en del år, før Anders blev opmærksom på, at det var underligt, at hans forældre drak så meget. Venner sagde sommetider noget til ham, men sådan var det jo bare hjemme hos ham.

”Jeg tænkte ikke rigtigt over det, eller også har jeg prøvet at fortrænge det. Det var først, da jeg var 14 år, at jeg sagde det til en sundhedsplejerske på min skole. Hun tog det op med min lærer, men jeg fik jo rent tøj på og mad nok, og så skete der ikke mere. Jeg har nogle gange overvejet at opsøge dem fra min skole og mit fritidshjem for at høre, hvad de egentlig oplevede, men jeg har opgivet det igen: Jeg tror ikke, jeg får noget ud af det”, siger Anders.

Fatale følger

Anders fortalte sundhedsplejersken om fars og mors drikkeri, fordi han synes, der skulle ske noget nyt derhjemme. Han var også blevet opmærksom på, at det at drikke kan have fatale følge, hvilket gjorde ham ked af det. Men han kunne ikke nå sine forældre og heller ikke andre i familien har kunne få forældrene til at stoppe med alkoholen. Faktisk er det kun blevet værre efter, at de er gået på pension.

En kammerat til Anders’ far foreslog for et år siden Anders at opsøge Dit Rum og gik også med derhen.

”Jeg tænker nu, at ok, fint nok, at nogen gjorde det. Men hvorfor vente i 21 år med at hjælpe et barn, når man vidste, at forældrene drak? Jeg var jo på en måde hjælpeløs. Jeg var et ensomt barn,” siger han.

Lære sig selv at kende

I Dit Rum har Anders både haft samtaler med en psykolog og er kommet med i Ungegruppen.
”Jeg har på en måde skulle lære mig selv at kende og forstå, hvorfor noget halter i mig. Jeg har også fået luft for nogle ting. Og det er superfedt at være med i Ungegruppen, fordi der er andre mennesker, der har de samme problemer eller har oplevet noget lignende, ” siger Anders, som ikke bor hjemme, men stadig ser sine forældre næsten hver dag.

”Jeg har den dér tikkende utryghed ved, at mine forældre stadig drikker, og at de ikke har det for godt. Det er det, jeg bekymrer mig om.”

Anders kan i dag godt blive sur på sine forældre, men han ved også, at det ikke hjælper noget.
Til gengæld er der godt gang i Anders’ eget liv: Han er startet på en erhvervsuddannelse – og så ser han langt flere mennesker end tidligere.